min eksamensopgaves hvilende og vægtigste argumentation, og jeg har endda læst retorik

Tiltalen af den internaliserende kraft synes jeg at efterforske i efterhånden meget subtile formuleringer i Rådhus. Dén fremgår ikke klart, og derfor vil jeg også fremhæve, selvom opgaven til tider giver et andet billede, at Rådhus ikke kan samles til et overordnet kritisk udsagn, eller nærmere, at kritikken ikke retter sig i en retning. Alligevel vil jeg forsøge at sætte bogen eller projektets udsagn ind i en kulturpolitisk kontekst, ved med konsekvens at slå ned på den mest kuriøse tiltale af den traditionsbundne konsensus, som Llambias i artiklen taler om, ved at pege på nogle meget finurlige ting, som protagonisten siger til en forvirret borgmester: “Jeg sagde, at jeg ofte led af svimmelhed, når jeg tænkte på at tingene måske søgte sammen i klaser af sig selv. Uden vor piberygende, alfaderlige og myreflittigt opbyggende virkelyst. Jeg sagde, at rådhusene byggede sig selv med sten og vinduer, skulptur og flagstang.”1 En piberygende, alfaderlig myreflittig virkelyst? Den tiltalte kan jeg kun identificere som kulturradikalismen.

1Llambias: 97, s.22