efterhånden er jeg stødt på Tanja Ostojic såkaldte Husband performance så mange steder, at det endelig må forløses her! Når man i efterhånden i de sidste måneder har rodet akademisk litteratur igennem for performance analyser, performativ teori, Agambens filosofi, så keder denne fuldstændig nøgne krop én. denne krop er politisk, subversiv, performativ, indkluderet ved at være ekskluderet, deterritorialiserende og ikke-nøgen (gennem sin teologiske henvisning underkendende begrebet nøgen). Bahh, men det er et fint kunstværk.