eksamensopgaven i 'performativitet og samtidskunst'

jeg roder med en opgave om Claus Beck-Nielsen biografi, og jeg bestemt tiltro til at jeg roder. opgaven handler om virkelighed i hvert fald. performativ realisme og den dobbelte skriftlighed i realismeeffekten. jeg smider indledningen ud til frit grin for, hvor mange gange ordet eller afledninger af ordet virkelighed optræder. jeg hader at skrive, det bliver altid så dumt. i hvert fald:


'Som enhver fortælling om begivenheder eller mennesker, der virkelig har fundet sted, er også denne biografi blevet til på grundlag af et udsnit af virkeligheden.'

Således står der i forordet til Claus Beck-Nielsen – En biografi, og allerede sætningen rummer et stækt rungende svar fra biografiens læsere: JA!, her er minsanten en virkelig forfatter, som beskriver et udsnit af virkeligheden om et menneske, der virkelig har fundet sted. Her er virkelighed på alle siderne. Virkelighed, virkelighed! Ikke alene er forfatteren det virkelige menneske som beskrives, og har i virkeligheden oplevet det beskrevne, men dertil har også virkelige aviser og virkelige fotografer været med til at konstituere denne virkelighed.
Denne ophobning (af virkelighed) i biografien sætter i sin tydelighed uværgerligt sig selv på spil – faktisk kunne man sige, at biografiens forfatter, en Hr. Claus Beck-Nielsen, tydeligst af alle forsøger at splitte virkeligheden eller biografiens virkelighed ad. Det gør han bl.a. gennem vedholdende at opløse sig selv til adskillige uadskillelige identiteter1, ved tydeligt (forfatteren gør opmærksom på dette) at iscenesætte eller imitere virkeligheden og ved at tematisere dokumentariske artefakters ufuldstændighed. Her har vi en forfatter, som roder rundt ude i den konkret fysiske virkelighed, og med beskidte sko trækker den ind i literaturens sfære, og derefter insisterer på at beskæftige sig med og fortolke fodsporerne. Derfor har jeg i lyset af denne indlednings betonig af virkeligheden tænkt mig at se nærmere på biografiens forskellige måder at forholde sig til begivenheder eller mennesker, der virkelig har fundet sted. Bogen åbner for en mængde diskussioner af, hvad det litterære værks afgrænsning er, hvad dokumentations væsen indeholder og centralt, hvad realismeeffekten i værker betyder for forståelsen af dem.


1Marianne Ping Huang analyserer i Kritik 172 disse mange uadskillelige identiteter, der alle fører tilbage til den samme krop, Claus Beck-Nielsens, under overskriften 'Mængden Nielsen'. Hendes analyse dækker dog det meste af Claus Beck-Nielsens omfattende både litterære og teateriske praksis, idet identitetsopløsningen er et gennemgribende kunstnerisk projekt hos Claus Beck-Nielsen. Jeg bemærker i øvrigt, at betegnelsen 'Mængden Nielsen' ikke er Marianne Ping Huangs egen, men stammer fra Claus Beck-Nielsens udtalelse til avisen Urban i 2000.