digt af Nordbrandt

Huset i Sverige

Jeg har købt et hus i Sverige. Og aldrig
har jeg gjort, følt eller set noget mere absurd
eller sat en mere vanvittig række ord på papir.
Jeg kan for det første umuligt høre til her.
Jeg kunne lige så overbevisende have været et apotek
eller en los af asbest
og købte lyder som det eneste ord
der ulykkeligt har overlevet
et for længst uddødt sibirisk sprog.
Og hus. Jeg som aldrig har ønsket at bo på jorden
og så i Sverige: Aldrig i livet.
Derfor købte jeg huset
så apotekets sprøde klokke kunne høres
i det tidlige forår langt ude i den skumrende birkeskov
og asbestlossen få en sø at spejle sig i.
Jeg så den selv
i øjnene, i nat da jeg forberedte mit selvmord.
Der står huset med disse ord
på bredden af søen, hvis dybde tydeligt ses
på de sorte huller i isen.
Det er et hus. Og fordi det er mig
er det rødt som blod, men løber ingen steder.