1.6.07


Krokodillen kom luntende, mildt forvirret, ned mod en samling buske et stykke fra flodens bred. Den mærkede noget eller nogen bevæge sig, men abstraherede og luntede videre. Den hørte nogen tysse på sig, og vendte hovedet mod buskene, hvor lyden syntes at komme fra. "Pssst" sagde det derindefra, "Psssst" sagde det så igen, og endelig fik krokodillen øje på tre andre krokodiller, som gemte sig i busken. "Du forstyrer med al din puslen rundt" sagde krokodillen, som før tyssede, og kiggede lidt olmt på den, men vinkede den alligevel ind. Krokodillen snøvlede sig forvirret ind i busken.
"Hvad laver I?" spurgte krokodillen efter et stykke tid. "Vi venter på at flodhesten derovre vender bagdelen til" sagde den ene, "så angriber vi den". "Okay" sagde krokodillen, som stadig ikke lod til helt at forstå. "Men vi er kun tre, måske du kunne tænke dig at give en hånd med?". "Nej" sagde krokodillen. De tre andre krokodiller så forundret på den. Aldrig sagde en krokodille da nej til at angribe og spise andre. "Det er da for underligt" sagde den ene, "kom nu, flodhesten der er jo kæmpe stor" sagde den anden, "hvorfor helvede ikke?" sagde den tredje.
Krokodillen kiggede lidt ned i muderet, "spleen" sagde den så. "Hvad siger du?" sagde den først. "Spleen" sagde krokodillen igen.