en af de ting som slår en er, at debatten bliver ført med vidt forskellige beslutninger for, hvad mængden af deltagere (for at bruge et ikke så belastet udtryk) skal betegnes som, og hvorfor de demonstrerer. forrige indlæg kaldte den de unge, voldspsykopater, professionelle voldsmænd, udenlandske bøller, professionelle ballademagere osv. det reducerer budskabet som sagt.
på denne side ser man en helt anden forståelse af hvad der sker.

"Vi har i denne weekend én gang for alle bevist, at vi ikke er en marginal subkultur, men en bred og rigtig stor gruppe unge. Når folk går amok i et sådant omfang, er det fordi, der er noget helt galt! I et demokratisk land bør alarmklokkerne ringe, når man sender hele landets politistyrke til én by for at nedkæmpe et socialt og kulturelt oprør. Men et socialt og kulturelt oprør kan antage mange former. Et er at brænde biler af, noget andet at tage kampen i hverdagen."

Vores borgerlige samfund har et ordentligt tag i vores røv, men vi har også vist, at det ikke behøver at være sådan.

Vi vil dukke op igen og igen. Gang på gang bryder vi rammerne og går over systemets forstand. Vi bliver ved med at gøre de uforståelige og selvindlysende ting. Det uventede og uforudsigelige. Vi vil have alting.

Vi tog et stort skridt og viste, hvor vigtig denne sociale og kulturelle kamp er. En kamp hvor så mange vil sætte så meget på spil for at råbe omverdenen op. Men kampen for fristeder, hvor vi kan vise vores modstand mod normaliseringen, der kun ønsker effektive, dresserede og føjelige mennesker, skal også kæmpes i skolen, på arbejdspladsen og på bistandskontoret."

som her, hvor der tales om et helt andet projekt. de her unge mennesker kæmper åbenbart for nogle anderledes værdier end de herskende. sygt mange ungdomshuse, færre operahuse.
måske man skulle blive enige om, hvad der kæmpes om. det kunne gøres ved ikke blot at se tv nyheder, men gå på gaden og aktivt følge med!