'Himlen give at læseren, dristig og momentant forvandlet til et rovdyr ligesom det, han læser, uden at miste orienteringen må finde den stejle og vilde vej gennem de øde sumpe på disse dystre og giftfyldte sider; for hvis han ikke under læsningen udfolder en streng logik og åndelig spændkraft der er mindst lige så stærk som hans mistro, vil denne bogs dødbringende dunster gennemsyre hans sjæl som vand sukker.'

fra første sang i Maldorors sange af pseudonymet Comte de Lautréamont, og hold fast det bliver fed at læse videre. puha. det er finurligt som man altid render indi voldspornografisk litteratur.

vil man se en høj digter i en Toast of The Tallest t-shirt, skal man besøge poesi-festivallen på litteraturhaus i følgende weekend. det bliver hyl. de kære woetmanns optræder hele tiden. programmet kan ses lige her

hvordan kan det være man først fandt det nu? i hvert fald er det spræng spændende og værsgo og højholt

det bliver i lang tid nok blot spørgsmål til mig selv om, hvorvidt det jeg forsøger at stykke sammen til en opgave egentlig giver mening. en udredning skulle netop jo være en udredning, så jeg spør (mig selv incl), virker det her forklarende?:


I en redegørelse for bogen Claus Beck-Nielsen – En biografi gælder det om at holde tungen lige i munden, og kalde en spade for en spade. Jeg nævner dette, fordi der bestemt er risiko for at fare vild i fortællerkonstruktioner og utilpasset mange identiteter, der alle holdes sammen af en krops tanker.
Jon Helt Haarder kalder bogen for en posthum selvbiografi1, hvilket paradoksalt nok er en rammende betegnelse for forholdet mellem den biografiske fortællesituation og tekstens fabula. Forfatteren Claus Beck-Nielsen er på forsiden af bogen erklæret død, og som konsekvens tager forfatteren navnet c/o Helge Bille. C/o Helge Bille er altså biografen, der på vanelig biografisk vis skriver sin historie på baggrund af forskellige kilder, eksempelvis Kraks Blå Bog 2001, aviserne Ekstrabladet og Information, Claus Beck-Nielsens dagbøger osv. Bemærkelsesværdigt gør biografen ikke brug af egne erindringer om hovedpersonen og hans liv2. Præcis derfor er Haarders betegnelse posthum selvbiografi dækkende, idet biografens viden og erindringer døde sammen med den identitet, der tilhørte navnet Claus Beck-Nielsen.

1Haarder, Jon Helt : Til døden skiller jer ad, IN Kritik 168/169/2004, Gyldendal, s. 65
2Beck-Nielsen, Claus : Claus Beck-Nielsen – 1963-2001, Gyldendal, 2003, s. 8-9

eksamensopgaven i 'performativitet og samtidskunst'

jeg roder med en opgave om Claus Beck-Nielsen biografi, og jeg bestemt tiltro til at jeg roder. opgaven handler om virkelighed i hvert fald. performativ realisme og den dobbelte skriftlighed i realismeeffekten. jeg smider indledningen ud til frit grin for, hvor mange gange ordet eller afledninger af ordet virkelighed optræder. jeg hader at skrive, det bliver altid så dumt. i hvert fald:


'Som enhver fortælling om begivenheder eller mennesker, der virkelig har fundet sted, er også denne biografi blevet til på grundlag af et udsnit af virkeligheden.'

Således står der i forordet til Claus Beck-Nielsen – En biografi, og allerede sætningen rummer et stækt rungende svar fra biografiens læsere: JA!, her er minsanten en virkelig forfatter, som beskriver et udsnit af virkeligheden om et menneske, der virkelig har fundet sted. Her er virkelighed på alle siderne. Virkelighed, virkelighed! Ikke alene er forfatteren det virkelige menneske som beskrives, og har i virkeligheden oplevet det beskrevne, men dertil har også virkelige aviser og virkelige fotografer været med til at konstituere denne virkelighed.
Denne ophobning (af virkelighed) i biografien sætter i sin tydelighed uværgerligt sig selv på spil – faktisk kunne man sige, at biografiens forfatter, en Hr. Claus Beck-Nielsen, tydeligst af alle forsøger at splitte virkeligheden eller biografiens virkelighed ad. Det gør han bl.a. gennem vedholdende at opløse sig selv til adskillige uadskillelige identiteter1, ved tydeligt (forfatteren gør opmærksom på dette) at iscenesætte eller imitere virkeligheden og ved at tematisere dokumentariske artefakters ufuldstændighed. Her har vi en forfatter, som roder rundt ude i den konkret fysiske virkelighed, og med beskidte sko trækker den ind i literaturens sfære, og derefter insisterer på at beskæftige sig med og fortolke fodsporerne. Derfor har jeg i lyset af denne indlednings betonig af virkeligheden tænkt mig at se nærmere på biografiens forskellige måder at forholde sig til begivenheder eller mennesker, der virkelig har fundet sted. Bogen åbner for en mængde diskussioner af, hvad det litterære værks afgrænsning er, hvad dokumentations væsen indeholder og centralt, hvad realismeeffekten i værker betyder for forståelsen af dem.


1Marianne Ping Huang analyserer i Kritik 172 disse mange uadskillelige identiteter, der alle fører tilbage til den samme krop, Claus Beck-Nielsens, under overskriften 'Mængden Nielsen'. Hendes analyse dækker dog det meste af Claus Beck-Nielsens omfattende både litterære og teateriske praksis, idet identitetsopløsningen er et gennemgribende kunstnerisk projekt hos Claus Beck-Nielsen. Jeg bemærker i øvrigt, at betegnelsen 'Mængden Nielsen' ikke er Marianne Ping Huangs egen, men stammer fra Claus Beck-Nielsens udtalelse til avisen Urban i 2000.

den der skriger, lyver!

Er der en tekst i dette her internet? (OF COURSE YOU CAN!)

Hvis jeg skulle tage et fotografi, som bedst ville beskrive, hvad jeg foretager mig på dage som i dag, det vil sige som mange andre dage, så ville det være et billede af mig, der er lige ved at rejse sig fra en stol.

engang havde lars-emil og jeg et blad, hvor teksten bl.a. bestod af

'Midte-Omegns-monster set og rørt

Vores indsatte reporter reporterer fra instituttets
gange, efter at have gået til sagens kerne, at der
forlyder beretninger om at et mystisk væsen, et
begreb måske, er set bevæge sig fra de centrale
gange og ud i omegnen af kantinen, hvor dets
nærværelse har påvirket fleres centralnervesystem,
med idéer om at noget er på færde. '

'virkeligheden, dette storslåede tema', som Peter Seeberg engang skrev.